Menu

Klubbens historie 1936 - 1996

Forhistorie
Horne Idrætsforening (HIF) blev oprettet i 1936 og fejrede 60 års jubilæum i 1996.

Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening startede for alvor i 1946. Det betyder, at de fejrede deres 50 års jubilæum i 1996.
Bjerne Boldklub (BBK) blev oprettet i 1956 og fejrede ligeledes jubilæum i 1996, nemlig 40 år.
Disse tre foreninger blev i 1971 slået sammen til Horne forenede Sportsklubber (HFS), som derfor fejrede 25 års jubilæum i 1996.

Starten i Horne i 1936
Den almindelige sportslige udvikling mod egentlige boldspilforeninger i landet nåede også til Horne Land, hvor Skytte- og Gymnastikforeningerne indtil da havde varetaget de idrætslige interesser for sognets unge.

Startskuddet for idrætsforeningerne på Horne Land lød med initiativet til Horne Idrætsforening, der blev taget af barber Rasmus Jacobsen. Han talte med nogle mænd om sagen og mødte såvel velvilje som initiativ og arbejdsindsats.

Foreningen blev officielt startet omkring den 1. september 1936.

Der blev valgt en bestyrelse med Rasmus Jacobsen som formand, herreekviperingshandler S. Holsting som kasserer, og to bestyrelsesmedlemmer - tømrer Anders Poulsen og landmand P. Poulsen.

Dette at starte en idrætsforening sådan uden videre var ret så optimistisk, idet man ingen idrætsplads havde! Foreningen havde af cykelhandler N. P. Petersen i Faaborg fået en fodbold foræret, og den skulle bruges! Derfor startede man en forhandling med sognerådet, og man fik anvist pladsen i "Djævelsbjerg". Denne "bane" var alt andet end egnet til fodboldspil. Den var meget lille og meget ujævn, så der blev spejdet en del ud i horisonten for om muligt at finde en anvendelig mark. Dette viste sig at være meget vanskeligt.
Efter en del forhandlinger med adskillige gård- og husmænd stødte foreningens energiske bestyrelse endelig på een, der viste forståelse for sagen. Det var proprietær Niels Stentebjerg, der for en tid overlod spillerne et stykke jord ved Kirkevejen - endda uden vederlag af nogen art.

Senere fik foreningen en bedre bane. Man lejede en mark hos gårdejer Peter Andreasen på Lillemarken for 200 kroner pr. år. Det var jo mange penge, men Rasmus Jacobsen fik den gode idé at anmode om hjælp fra sognerådet. For at understøtte denne anmodning skrev han samtidig et brev til Dansk Idræts Forbunds formand, generalmajor Carstenschiold, der omgående satte sig i forbindelse med sognerådet med det resultat, at rådet besluttede at yde et tilskud på 100 kroner om året.

Vi er nu fremme ved 1938, og i løbet af disse to år har foreningen stabiliseret sig med et antageligt antal medlemmer, såvel aktive som passive, fordelt over Horne Land. Træningen er blevet lagt i faste rammer, og man er så småt begyndt at tænke på udvidelse af foreningens aktiviteter til, udover fodbold, også at omfatte håndbold og badminton. Desuden var planerne om en drengeafdeling ved at tage form.

Tiden var således inde til, at den første bestyrelse, hvis grundlæggende arbejde ved vilje, energi og kreativitet havde skabt en levedygtig forening, så sig om efter "nyt blod" til at videreføre og udbygge det solide grundlag.

Horne Idrætsforening (HIF)                                                                    

De første 20 år

I 1938 fik foreningen ny formand. Niels Petersen, Bøjden, og i 1939 blev det Børge Larsens tur. Børge Larsen, der i de følgende 25-30 år, kom til at betyde meget for foreningen og dermed for børn og unge på Horne Land.

Foreningen fik nu en fodboldbane på en lejet mark hos fru Storm i Nørreballe, og der blev bygget et "klubhus", der, som sin eneste men vigtige funktion, var et sted, hvor man kunne klæde om i tørvejr. Dette blev også opfyldt, hvis det da ikke regnede for meget!

Håndbolden kom i gang for både piger og karle, og drengeafdelingen blev oprettet. I efteråret 1940 overtog foreningen badmintonspillet fra gymnastikforeningen, og allerede året efter havde denne sportsgren omkring 60 deltagere.

Foreningen konkurrerede med gymnastikforeningen om sognets unge, og ved et bestyrelsesmøde i 1938 blev et forslag om sammenslutning af de to foreninger forkastet. Forslaget blev flere gange i de kommende år genfremsat, men hver gang med samme negative resultat.

Allerede i løbet af de første fem år havde foreningen vokset sig så stor, at ønsket om egen sportsplads meldte sig. Man forhandlede forgæves med fru Storm om køb af det hidtil lejede stykke jord. Dette lykkedes ikke, man måtte i stedet indgå et andet lejemål af et stykke eng helt nede ved Horne Krogen. Engen tilhørte gårdejer Jørgen Greve, og skønt den lå langt fra byen og ad en dårlig vej, svigtede hverken medlemmer eller publikum.

Det var dog en lettelse, da foreningen nogle år senere fik baner hos gårdejer Anders Andersen, Bosemagaard. Her kom boldspillene for alvor i gang. Badmintonspillerne holdt til i forsamlingshuset, hvor såvel balkon som ribber og tværstænger gjorde det hele mere spændende.

I midten af 40´erne købte foreningen et stykke jord på Multoften med henblik på selv at anlægge et stadion, men da man i 1946 kunne indvie den nye kommunale sportsplads ved Horne Skole, blev det ikke til noget. Jorden blev i 70´erne solgt eller byttet med kommunen.

Badmintonspillerne kunne nu flytte til skolens nye gymnastiksal under væsentligt bedre forhold, trods de kraftigt håndhævede regler om, at "der ikke måtte forekomme sorte streger på gulvet".

Trods de mange problemer med baner m.v. var det imponerende, at det ikke på nogen måde gik ud over de sportslige resultater. Fodboldspillerne spillede med to hold i FBU´s turneringer, og drenge- og juniorhold klarede sig godt. I jubilæumsåret 1946 rykkede førsteholdet op i A-rækken, så man derefter kunne møde op med både et A- og et B-række hold.

Håndboldspillerne klarede sig også fint. Man deltog en overgang i DDSG&I´s turnering under Horne Gymnastikforenings navn, men blev så selv medlem af 3. hovedkreds. Næsten hvert år har man haft et eller flere hold med i finalerne om amtsmesterskaberne i Ringe, og det er flere gange sket, at samtlige af klubbens hold er blevet kredsmestre. I 1955 var det dygtige juniorhold også med i kampen om amtsmesterskabet.

Nævnes bør også afholdelsen af "Håndboldolympiade" i Horne, hvor hele 3. hovedkreds deltog, og hvor der blev spillet på 9 baner samtidigt.

Badmintonafdelingen har siden 1940 været medlem af Fyns Badmintonforbund. På dette område har der ligeledes været tale om sportslig fremgang. De første seks år deltog man i oprykningsrækken, hvorefter man i jubilæumsåret 1946 spillede sig op i 3. division, hvor man også nu deltager.

Gymnastik har ikke været på programmet ud over lidt motionsgymnastik om vinteren for fodboldspillere.

Foreningens stifter Rasmus Jacobsen, og de næste to formænd Niels Pedersen og Børge Larsen er allerede nævnt. De to sidstnævnte var i øvrigt begge formænd i to perioder. Deres efterfølgere var Preben Jensen, Chr. Jørgensen og Poul Henriksen, der tiltrådte i 1955. Hans bestyrelse og ledere var: Næstformand Børge Larsen, kasserer Poul Hansen, sekretær Arne Møller samt Leo Pedersen, Sigrid Lillemark (Bild), Rasmus Jacobsen og Arne Hansen. Fodboldudvalget bestod af Rasmus Jacobsen, Ejner Sørensen, Arne Hansen og Kaj Bertelsen. Håndboldudvalget af Sigrid Lillemark, Viggo Jensen og Thorvald Ingildsen. Badmintonudvalget af Leo Petersen, Kaj Hansen og Kaj Petersen.

Foreningen havde i jubilæumsåret 1956 cirka 40 aktive mænd, en snes aktive kvinder samt lige så mange aktive juniorer og 480 passive medlemmer.

I februar 1943 var klubben begyndt at udgive et blad: "Medlemsblad for Horne Idrætsforening", som gratis blev fordelt til alle aktive medlemmer. Redaktionsudvalget bestod indledningsvis af Børge Larsen, Hans Petersen ("Rok") og Poul Henriksen. Bladet udkom hver måned og indeholdt foruden fyldige referater af sportsbegivenhederne en "leder" om aktuelle emner plus mange, mere eller mindre vægtige, indlæg fra såvel aktive som passive medlemmer.

Bladet blev et positivt bidrag til sammenhold og klima i HIF, men fik desværre en alt for kort levetid på cirka syv år. De fire redaktører, som bladet nåede at have, var i rækkefølge: Børge Larsen, Poul Henriksen, Niels Viggo Nielsen og Anne Lise Sigerstrøm.
Som supplement til det rent sportslige, arrangerede og forestod HIF flere mere selskabelige aktiviteter, der såvel skulle medvirke til at styrke økonomien som til at styrke sammenholdet mellem medlemmerne.

I "sæsonen" blev der afholdt bal i forsamlingshuset generelt en gang om måneden. Normalt var det Laurits Larsens lokale orkester, der spillede op, men ved særlige lejligheder blev der indforskrevet orkestre udefra til koncert med efterfølgende dans.

Af særlige, tilbagevende fester skal nævnes: karneval i februar måned - altid i forsamlingshuset, "Nattergalebal" på Dyreborg Sommerhotel den 12. maj, aktivfester på Sinebjerg i sensommeren (hos Hans og Louise) og ikke mindst juletræsfest for børn 2. juledag, hvor der blev danset om juletræ, uddelt godteposer og tillige med blev danset og leget. Juletræet og forsamlingshusets sal blev om formiddagen pyntet af bestyrelsesmedlemmer og anden frivillig arbejdskraft.

Om efteråret arrangerede foreningen andespil - det, der nu til dags hedder "spillegilde" - i forsamlingshuset, og det gav virkelig gode penge til den slunkne foreningskasse.

Ved fem- og tiårs jubilæerne var der særlige arrangementer, og til hvert af disse havde den navnkundige skrædder A. V. Lusty fra Svanninge digtet lejlighedssange. Her ses et par eksempler fra sangene fra de to jubilæer:
Noget helt specielt: HIF spillede dilettant i forsamlingshuset! "Hvis Horne Sang- og Musikforening kan, så kan vi vel også", sagde HIF, og det blev en meget stor succes, både for publikum og for de medvirkende i alle ni år, forestillingerne opførtes. Børge Larsen var instruktør i de fleste forestillinger og maleren Hans Lillemark var sminkør.

Der blev spillet følgende stykker: "Rasmines Bryllup" (1945), "Brødrene Østermanns Huskorps" (1946), "På Valsen" (1947), "Mikkel Larsens Drenge" (1948), "Himlen har ingen Tagrende" (1949), "Den farende Svend" (1950), "Hendes Offer" (1951), "Alle Mand på Dæk" (1952) og "Stodderprinsessen" (1953).

Tiåret 1956-1966
Den eksplosive udvikling i det danske samfund satte også sine tydelige og positive spor i Horne Idrætsforening.

Inden for alle områder, såvel de sportslige som de økonomiske og de aktivitetsmæssige, "skete der noget" dygtigt ledet af interesserede og energiske kvinder og mænd, der uegennyttigt lagde et meget stort arbejde i at fremme og styre udviklingen.
I alle tre sportsgrene deltog HIF i de løbende turneringer med et stadig stigende antal hold. Resultaterne svarede vel ikke altid til ambitionsniveauet, men HIF var en "frygtet" og respekteret modstander overalt.

Udover deltagelse i respektive turneringer var alle holdene stærkt engagerede i de mange stævner, der blev afholdt i omegnsklubberne - for ikke at tale om kappestriden med Bøjden!

På det hjemlige græs arrangerede man de store holdboldolympiader med deltagelse af over 300 spillere. Man arrangerede sportsuger, hvor der blandt andet blev kæmpet om Horne-pokalen. Man arrangerede specielle børnestævner og startede en ny sportsgren: bordtennis, der indledningsvis havde omkring 30 aktive deltagere.

Medlemstilgangen var stigende, og især børne- og ungdomsafdelingen var i rivende udvikling. Økonomien var god, aktivitetsniveauet meget højt, så det var en stærk idrætsforening, der i sommeren 1961 fejrede sit 25 års jubilæum. Forhandlingsprotokollen siger herom: "HIF har haft 25 års jubilæum. Vores svenske venskabsklub Vanneberga var inviteret og mødte med to fodboldhold. Om aftenen var gæsterne indbudt til spisning i forsamlingshuset, hvor salen var fuld. Efter spisningen blev der holdt forskellige taler, og HIF fik et smukt sølvfad og to standere fra Vanneberga, Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening skænkede os en dirigentklokke af bronze og af Bjerne Boldklub fik vi et stort solur, Faaborg Old-boy´s skænkede et banner.

Foreningens tidligere formænd skænkede en pokal under navnet "Poul Henriksens Mindepokal". Formålet med denne pokal er, at den skal uddeles som en vandrepokal til et aktivt medlem, som har vist god sportsånd. Vedkommende får til personligt eje et lille sølvbæger. Pokalen blev under festmiddagen overrakt af Kurt Stasiak. Slagtermester A. Nielsen og bagermester A. M. Nielsen overrakte HIF en "Fiduspokal", som hvert år skal uddeles til en fodbolddreng, som har udvist interesse og flid. HIF's bestyrelse og Vanneberga IF var søndag morgen samlet om Poul Henriksens grav, hvor der blev nedlagt kranse og blomster. 

I efteråret afløste Frede Juel Jensen Børge Larsen som HIF's formand. Frede bestred det ansvarsfulde job, indtil han i 1964 blev afløst af Leif Hansen.

I 1962 besluttede man, at nu skulle det altså være alvor med at få etableret et LYSANLÆG på sportspladsen. I forhandlingsprotokollen den 18. november står der skrevet: "Bestyrelsen har besluttet at starte en indsamling til fordel for et længe savnet lysanlæg. Der bliver indsamlet flasker, klude, gammelt jern, kontante penge samt effekter til en påtænkt auktion.
Desuden er der blevet trykt et annonceblad, der gav cirka 1000 kroner i overskud. Skydning, tombola, auktion, salg af kaffe, kager, æbleskiver samt andre forfriskninger gav cirka 3000 kroner i overskud. Desuden har Horne Kommune bevilget et rentefrit lån på 4000 kroner. Forsamlingshuset var velvilligt stillet til fri rådighed hele dagen, og overskuddet fra ølsalget, forærede værten os. Indsamlingen fortsætter stadigvæk."

Det blev til et meget fint lysanlæg, der på det tidspunkt kostede 10.000 kroner. Masterne blev købt på elværket, og den lokale installatør sørgede for lamper til indkøbspris. Klubben gravede selv render til kabler og huller til master. Såvel dette arbejde, som arbejdet med at skaffe pengene var hårdt, der måtte afholdes både lotteri og tombola.

Lysanlægget blev indviet i sensommeren 1963 ved en fodboldkamp mellem HIF og Vester Hæsinge.

HIF gennemgår en rivende udvikling op til sin 30. års stiftelsesdag. Samtlige afdelinger vokser, ungdommen samles i klubben som aldrig før, og de frivillige ledere gør en kæmpeindsats for at holde alle - også børnene - beskæftiget. Der er nu over 100 børn og næsten lige så mange seniorer som medlemmer. Man har nu startet på klubaftener for børn i forsamlingshuset, og man har genoptaget udgivelsen af et medlemsblad for HIF, det hedder "Trekløveren" og har Bjarne Bekker som redaktør. Og så er man ved at tage hul på det sidste nye projekt: et klubhus. I det første nummer af medlemsbladet - januar 1966 - skrives der blandt andet: "En speciel klubhusfond oprettedes forrige år, og denne er vokset så stor, at der snart skulle være muligheder for at indlede det projekterende stadie. På bankbøger har man samlet et indestående på 20.000 kroner, som kun må bruges med klubhus for øje." Og videre: "Er kommunen rede til at anvise en byggegrund - om den så skal købes - er idrætsforeningen ved at være klar til at indlede byggeriet. Man venter på udspil!"

Jo, der er virkelig kraft og saft i HIF her 30 år efter den spæde start. Fremtiden tegner lyst, og man er da også allerede nu opmærksom på, at tendensen til at sammenlægge kommunerne også kan få afsmittende virkning på sportsforeningerne og således medføre, at der før eller siden kan blive tale om en sammenlægning af foreningerne på Horne Land!

HIF´s bestyrelse på 30. års fødselsdagen:
Flemming Sørensen, formand, Jens Jacobsen, næstformand, Flemming Jørgensen, kasserer, Tom Hansen, sekretær, Ernst Jochumsen, fodboldudvalg, Bent Ove Nielsen, håndboldudvalg, Lasse Jørgensen, badmintonudvalg, Gunnar Jochumsen, ungdomsfodbold, Jørgen Pedersen, ungdomshåndbold og Peter Thuelund, materialeforvalter.

HIF fra 1966 og frem til sammenlægningen
Udviklingen fra 1966 gik meget stærkt. Behovet for at give medlemmerne nogle gode faciliteter og vilkår var stort, men de fysiske rammer var begrænsede, og samtidig blev medlemstallet større og større.

Udendørsanlægget ved skolen bestod af en fodboldbane og to håndboldbaner.

Klubben ønskede en udvidelse af banerne, men dette var ikke muligt, man måtte vente nogle år. Så skete der det, at Horne Sogneråd købte Teglværksgården, og der fik klubben anlagt nogle nye og flere baner. (Dette er i dag blevet til Horne Idrætscenter).
Mange omklædninger var foretaget bag hække og buske og i "Kulkælderen", som rummet under den gamle gymnastiksal blev kaldt. Flytningen fra skolen havde derfor også et minus, for nu stod man pludselig helt uden omklædningsfaciliteter.

Bjerne Skole og Bøjden Skole blev lukket, og det betød at børnene skulle gå i Horne Skole. Dette medførte at børnene fik nye kammerater, og at de i deres fritid ønskede at være sammen med dem. I sidste ende betød det, at HIF mærkede en stor tilgang, som foreningen på dette tidspunkt egentlig ikke var gearet til.

Der måtte ske noget fornuftigt, så tingene kunne komme til at hænge bedre sammen.

Klubsituationerne var helt givet præget af skolesammenlægningen. Bjerne Boldklub var meget stærk på senior området i håndbold, Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening det samme, der foruden var meget stærk i badminton, men foreningerne var meget tyndt besat på ungdomssiden, da de unge lige så langsomt var "flyttet" til Horne. Hornes fodboldafdeling var i en rivende udvikling, og som en følge af ovenstående gjaldt det ligeledes badminton og håndbold på ungdomssiden.

Skolens gymnastiksal var for lille efter skole sammenlægningen, og den var også for lille til sporten i fritiden, så tankerne ulmede mere og mere hen imod en ny udvikling, der var sat i gang af de kulturelle ændringer.

De nye tanker, der ulmede, var dels en sammenlægning af idrætsforeningerne på Horne Land dels et klubhus ved banerne på Egsgyden og en hal tæt på skolen, der både kunne bruges af denne samt af idrætsforeningerne.

Formænd i HIF:

Rasmus Jacobsen

Niels Pedersen

Børge Larsen

Preben Jensen

Christian Jørgensen

Poul Henriksen

Børge Larsen

Frede Juel Jensen

Leif Hansen

Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening (BG&I)
Allerede inden idrætten blev organiseret på Bøjden, foregik der mange forskellige idrætslige aktiviteter ganske vist under helt anderledes betingelser end i dag.

Således fik Alfred og Karl i foråret 1944 nogle kasserede fjerbolde fra en klub i Odense. Ketsjere havde de ikke, så de måtte finde på noget andet. Løsningen blev et boldtræ og en fejebakke, og så gik det løs ved gavlen af huset, hvor der var mest læ.

Tingene udviklede sig, og i januar 1945 blev der nedsat et badmintonudvalg under Bøjden Skytteforening, og allerede året efter i november 1946 skilte foreningen sig ud i en selvstændig forening, nemlig Bøjden Badmintonklub.

Tidligere på året, i januar 1946, var Bøjden Gymnastikforening blevet stiftet med Jørgen Andersen som formand. Nu havde man altså både en gymnastikforening og en badmintonklub. Disse to foreninger sluttede sig i 1948 sammen til Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening, og på programmet var folkedans, gymnastik, håndbold og badminton. Den sammenlagte forenings første formand var Carl Thorkild Nielsen.

Foreningen lød sit navn frem til 1971, hvor den blev en del af HfS.

Som nystartet forening måtte man selvfølgelig på alle områder starte fra begyndelsen. På badmintonsiden gik det hurtigt fremad, således blev de første turneringskampe spillet som oprykningskampe i sommeren 1947-48. I 1960 havde man spillet sig op i serie 1, og i løbet af året blev Bøjden nummer ét i rækken. Herefter var foreningen, der begyndte med boldtræ og fejebakke, med i den stærkeste række på Fyn. I sæsonen 64-65 opnåede klubben sin største succes, idet man blev vinder af Fynsserien og spillede med i oprykningskampen til Danmarksturneringen.

På håndboldsiden var tilslutningen stor, og der blev oprettet tre herre- og to damehold. Foreningen blev meldt ind i DDSG&I og spillede mange stævner og turneringskampe over hele Fyn. Efter at idrætspladsen bag skolen var blevet anlagt, stod klubben selv for turneringer, hvor håndboldklubber fra hele Fyn deltog. Desuden havde de venskabsklubben "Lisbjerg" fra Jylland, som besøgte dem, og som de selv besøgte.

På grund af ildsjælene i BG&I blev håndboldafdelingen i flere sæsoner uovervindelig, og det førte mange nervepirrende opgør med sig mod Horne, Bjerne og Faaborgs håndboldhold.

Gymnastikken var et af de stående tilbud, som mange benyttede sig af, men på dette område var konkurrencen fra Hornes forening stor. Det kneb især at holde på de voksne, hvorimod børnene tog ivrig del i gymnastiktræningen.

Bøjden Gymnastik- og Idrætsforenings start kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning fik stor betydning i lokalsamfundet. Man havde brug for noget at samles om, og det resulterede i, at der ud over det rent idrætslige blev arrangeret baller, fastelavnsoptog, tøndeslagning, karneval, foredrag, filmfremvisning, dilettant og anden optræden af lokale kræfter. Blandt andet kan det fortælles, at når venskabsklubben fra Lisbjerg kom på besøg, var selskabeligheden ret stor. Det var en fast tradition, at man efter kampene havde fællesspisning og bal i Mejerisalen. Efter de sportslige dyster ankom spillerne til festen sammen med deres familier og gæsterne fra Lisbjerg, som boede hos dem. De kom selvfølgelig på gåben og medbragte store smørrebrødsfade indhyllet i viskestykker. Der blev kræset ekstra meget om dette velfortjente måltid, og så blev der festet, danset og råbt hurra til den tidlige morgen.

Der er mange minder og historier fra Bøjden Gymnastik- og Idrætsforenings tid. Ud over at disse historier er underholdende at læse, giver de os det kulturhistoriske indblik, der er vigtigt for at kunne forstå os selv i dag.

Som nævnt er betingelserne for at dyrke idræt nu så fuldstændig anderledes, end de var for 5o år siden. Ingen kunne i sin vildeste fantasi forestille sig at starte en badmintonklub, der kun havde udendørs spillemuligheder. Men sådan startede Bøjden Badmintonklub i sin tid, ja i begyndelsen blev der slået nogle streger, en snor blev sat op, og så spillede man efter nogle lidt hjemmestrikkede regler; man kendte ikke de officielle. Købmand Peder Larsen hjalp de unge spillere i gang, han hjemkøbte et dusin fjerbolde, et net og et par ketsjere fra en ny ketsjerfabrik i Hårby. Spillerne afdrog deres gæld med 50 øre af gangen. Da vinteren kom med blæst og regn, var det Ejner Nielsen, ejer af Færgegården, der trådte behjælpende til. Spillerne fik lov til at udfolde sig i hans lade, den var uden vinduer, så porten måtte stå åben, for at bolden kunne ses. Det betød derfor meget, om det var blæsevejr eller ej.

Badmintonspillet fik dog efterhånden lidt bedre muligheder blandt andet med skolens gymnastiksal.

Ikke alle var tilsyneladende lige interesserede i idrætten og dens udfoldelsesmuligheder. Der fortælles mange historier om den skrappe lærer, der smed én ud af gymnastiksalen, hvis man glemte at sige "De" og "Lærer Hansen". Hvis en elev kom til at sige "Rasmus", fik han en på kassen, selv om læreren hed Rasmus. Man skulle opføre sig ordentligt, og man kunne for eksempel få tre måneders karantæne fra klubben for beskidt opførsel i skolen.

Det var i 1955, at klubben købte et stykke jord bagved skolen. Det skulle bruges til en håndboldbane, og kommunen ville give et tilskud på 200 kr., hvilket bestyrelsen, også dengang, mente var et latterligt lille beløb. Jorden blev købt for 2.200 kr. af Rasmus Smed, og der ud over blev et lille stykke købt af Chr. Milling for 150 kr. Så blev alle sejl sat til ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Ved den festlige indvielse i august 1957 havde beboerne samlet ind til et dannebrogsflag. Der var meget stor lokal opbakning.

Når der skulle spilles håndbold rundt omkring på Fyn, foregik transporten i lukkede vare- og kassebiler på gule plader, hvor kassen var indrettet med spisestuestole, så spillerne kunne sidde ned under transporten. De kampe, der blev set mest frem til, var trods alt dem, der blev udkæmpet på Horne Land, nemlig de årligt tilbagevendende møder med Bjerne og Horne. Her gjaldt det hver gang liv eller død. Så vidt det huskes, var holdene meget jævnbyrdige, men mon ikke Bøjden er løbet af med sejren de fleste gange? Dette skyldes ikke mindst de fantastisk engagerede trænere!

Dengang, som nu, var sportspladsen et godt samlingssted, og mange sommeraftener er tilbragt siddende på låget af kompostmøddingen ved indgangen til den nye sportsplads, hvor såvel damernes som mændenes håndboldtræning fint kunne overskues, medens man fik snakket og grinet med kammeraterne.

Der var ikke mange steder, man kunne bruge penge i fritiden på Bøjden, men Birgit Bager havde ved festlige lejligheder åbent i sin lille isbod, og så var der jo Peter Barber, hvor man fik nogle store lækre isvafler. Det var tider.

Dengang havde gårdene brug for karle, og det betød, at der kom dygtige idrætsudøvere fra andre egne af landet, men også blandt de unge på Bøjden var der mange dygtige idrætsfolk, der havde fået så meget appetit på idrætten, at de fortsatte på idræts- og gymnastikhøjskoler. Især var der mange fra Horne sogn, der drog til idrætsskolen i Vejle, hvor de fik mange uforglemmelige oplevelser.

Indtil 1967 havde Bøjden sin egen skole i og omkring hvilken idrætten udfoldede sig. Da skolen i juni 1967 lukkede, stod Bøjden og det lille lokalsamfund i en ny situation. Flere og flere aktiviteter flyttede lige så langsomt til Horne. Den fællesskabsfølelse, det kammeratskab og den samhørighed, som idrætslivet havde givet beboerne, måtte nu findes i Horne. Bøjden Gymnastik- og Idrætsforening blev i november 1971 forenet med Bjerne og Horne til HfS, Horne forenede Sportsklubber.

Efterhånden var der ikke længere idrætsarrangementer i Bøjden.

Bøjden Badmintonklubs formænd:

Jørgen Andersen

Bøjden Gymnastikforenings formænd:

Karl Christiansen

Max Hansen

Ejvind Tornhøj

Eskild Nielsen

Karl Andersen

Johannes Andersen

Bjerne Boldklub (BBK)
Når Bjerne Boldklub i år har 4o års jubilæum, betyder det ikke, at de idrætslige aktiviteter i Bjerne først begyndte i 1956. Nej, der var allerede gang i aktiviteterne, men nu ønskede man også her at få sin egen klub. Derfor samledes interesserede en aften i september 1955 i Bjerne Skole med den hensigt at oprette en badmintonklub for Bjerne og omegn.

Primus motor var lærer Oscar Bekkersted, Bjerne Skole, og nogle få dage senere blev Bjerne Badmintonklub en realitet med lærer Aage Kjærbye som formand. Man fik nu travlt med at opstille love for foreningen, og her benyttede man lovene fra "Bøjden Badminton Club" som ledetråd. Dog foreslog næstformanden Jørgen Greve at stave club med k, hvilket blev enstemmigt vedtaget. Den organiserede form for badmintons historie tager sin begyndelse i den engelske landsby Badminton, og allerede på dette tidspunkt kunne man altså se den engelske påvirkning komme til udtryk.

Klubben fik lov til at benytte skolens gymnastiksal, og man enedes om, at børnene benyttede eftermiddagstimerne og de voksne aftentimerne. Klubben startede med 49 medlemmer. Til sammenligning med i dag kan det for sjovt nævnes, at kontingentet dengang var ti kroner om året for voksne, og børn under 14 år betalte fire kroner om året.

Klubben ønskede straks at blive optaget i Fyns Badmintonkreds, men hvis man ventede til efter første december 1955, kunne man spare et halvt års kontingent, og det gjorde man så selvfølgelig!

Allerede i april 1956 var ønsket om at få en håndboldafdeling ved siden af badmintonafdelingen så stort, at man sammenkaldte til en ekstraordinær generalforsamling. Resultatet blev, at klubben ekspanderede med en håndboldafdeling, og klubben kom nu til at hedde Bjerne Boldklub. Aage Kjærbye fortsatte som formand i den nye klub.

Det var ikke de store sejre, der kom til at præge Bjerne Boldklub, men klubben var meget aktiv og deltog i mange arrangementer og var selv god til at arrangere sådanne. Klubben var også opmærksom på, at den måtte hente nogle gode trænere "udefra". Den forsøgte at få en træner fra Refsvindinge, og det skulle ske "så hurtigt, det kan lade sig gøre". Kort tid efter fik klubben besøg af seks herrer og to damer fra Refsvindinge, der skulle instruere klubbens medlemmer. Efter at have forevist et par kampe fik Bjerne Boldklubs medlemmer ketcherne i egne hænder og prøvede enkelte vanskelige slag. Desværre måtte instruktørerne tage af sted tidligere end beregnet, da det blev snestorm.

Kort efter kom spillerne fra Refsvindinge igen, og nu skulle de nyindlærte slag afprøves i kamp mod folkene fra Refsvindinge. Af syv kampe vandt Bjerne de to, og det var i grunden slet ikke så galt. Det betød også, at klubbens medlemmer prøvede at dømme i kampe med fremmede spillere. Således fik den nystartede klub sig hurtigt nogle erfaringer.

Ligeledes blev der arrangeret kampe for børnene mod spillerne fra Bøjden og Horne, så børnene også kunne få prøvet deres kræfter af.

Klubbens medlemmer opfordrede klubbens bestyrelse til at arrangere afslutningsfest på Dyreborg Sommerhotel. Det blev vedtaget, og man samledes til fællesspisning og dans bagefter, som omegnens idrætsklubber blev indbudt til. Festen blev vellykket og sluttede med et overskud på 135 kroner.

I klubprotokollen kan man læse at klubben fra 1964 ikke længere afholder baller, da disse er begyndt at give underskud. Også på dette tidspunkt måtte klubberne være opfindsomme for at skaffe penge. Således havde Bjerne Boldklub samlet både flasker og aviser, men begge dele var uden videre succes, da halvdelen af de indsamlede flasker ikke gav penge, og aviserne ikke kunne sælges!

En af klubbens andre aktiver var hvert år at spille dilettant. På programmet i 1966 (eller 1967) er stykket "Sig det med blomster", og det er 10. sæson, at Bjerne boldklub præsenterer et stykke. Stykket blev vist i Horne Forsamlingshus.

I 1960 indledte håndboldspillerne et venskabsforhold med Tarup i Sydslesvig. Starten på dette venskabsforhold blev påbegyndt på Sønderborg Idrætshøjskole, hvor Alfred Krog Andersen mødte en fra klubben i Tarup. Det blev starten til mange gode håndboldture til Sydslesvig. De første år kørte klubben med bus, senere begyndte de i stedet for at sejle med Geltingfærgen, og så blev de hentet ved færgen af venskabsklubben. Turen startede lørdag morgen, og så gik det løs med håndboldkampene indtil festen om aftenen, hvor der også var præmieuddeling. Flere pokaler er hentet hjem i disse dyster!

Af de festlige begivenheder er det absolut håndboldstævnerne på Lyø, man husker bedst. I mange år var det en tradition at Bjerne Boldklub deltog i håndboldstævnet på Lyø pinsedag. Faktisk begyndte dette stævne dagen før, idet klubben holdt bal på Dyreborg Sommerhotel pinse lørdag. Dengang startede et godt bal klokken 20.00, og dansen gik med overdans til langt over midnat. De mest populære danseorkestre var Blue Star og Bolvings femmands orkester.

Klokken 12.00 næste dag skulle spillerne møde på Dyreborg Havn. Der blev stillet med to herrehold, et damehold og lidt "roligans", der alle tog med til den populære ø. Det var ofte Åge Hansen, kaldet Åge Brugs, der sejlede for klubben. Kutteren var i den skønneste orden i anledning af dagen med nødraketter og redningsbælter i hvert fald til de første fem-seks personer! (Det må jo have været til bestyrelsen?).

Efter en halv times sejlads ankom holdene til Lyø, og transporten videre fra havnen ud til stadion foregik til fods. Som regel var banerne klar, det vil sige, køerne var flyttet over på en anden mark den dag. Banerne var mærket op med det flotte hvide strandsand, for det var meget billigere end kridt.

Der var rift om pladserne til dette stævne, og der deltog hold fra Avernakø, Astrup, Katterød, Svanninge og Bjerne. Vejret huskes som perfekt, og der blev spillet håndbold til klokken var fem. Derefter skulle de unge på øen hjem for at passe dyrene. Der var ikke fællesspisning, men hver klub havde medbragt mad og fandt et dejligt sted at spise denne. Først skulle man dog en tur i swimmingpoolen, altså den mellem Lyø og Knold, så man igen var friske, når man skulle mødes med Lyø-folkene til bal.

Der fortælles mange historier fra disse ture. Blandt andet havde Bjergespillerne altid medbragt en medarbejder fra Faaborg Avis til at skrive lidt pænt om dem. Om ham fortælles til gengæld, at han var så imponeret over Lyø beboernes drenge, der balancerede på ajletønder ude i gadekæret. Det ville han også prøve. Selvtilliden fejlede ikke noget, men evnerne slog ikke til, og noget tørt tøj måtte skaffes frem - men ingenting i avisen om det!

Her nævnes ingen navne , men det forlyder, at en af de kvindelige deltagere med sine stilethæle prikkede hul til agurker i en køkkenhave, og da der var en maskinstationsmand med på turen, var det helt naturligt, at han lavede det efterfølgende arbejde! Det var vist ikke det rene kildevand, man drak til maden.

Klokken 03.00 sluttede ballet, og fiskekutteren kom for at hente de trætte håndboldspillere, og det var her, der skulle passes godt på de piger, som Bjernespillerne havde haft med fra fastlandet. Der var næsten altid en lille spildprocent, som måtte finde hjem med færgen næste dag.

Dagen huskes som en herlig dag uden stress, med et godt sammenhold og et kammeratskab uden lige.

Formænd i BBK:

Åge Kærby

Gunnar Mose

Alfred Krogh Andersen

Horne forenede Sportsklubber (HFS)
Som tidligere omtalt var man så småt begyndt at tale om en sammenlægning af idrætsforeningerne på Horne Land. HIF var meget interesseret i, at en sammenlægning med BBK og BG&I så hurtigt som muligt blev en realitet. Det var ganske vist et stort ledelsesmæssigt ansvar, men de to andre klubber var i besiddelse af mange gode ledere og trænere med stor erfaring, som en ny forening kunne drage stor nytte af. Nogle var lidt vemodige over at skulle afgive deres lokale idrætsforening, men de kunne samtidig se, at udviklingen hen imod en sammenslutning var i fuld gang. Sammenlægningen kunne også være et skridt på vejen til at udvikle Horne Land i fællesskab, og opgaverne blev vurderet netop som opgaver og ikke som problemer.

Der blev ført mange forhandlinger de tre klubber imellem, og i 1971 resulterede forhandlingerne i en sammenlægning, der fik navnet Horne forenede Sportsklubber.
Den nye forening kom, ved et meget godt og tæt samarbejde og en aktiv bestyrelse, godt i gang. Ganske vist var nogle sager lidt tunge at træffe afgørelser om, for bestyrelsen bestod af 13 mand, og det var mange mennesker, der således skulle blive enige. En ting blev man i HfS dog hurtigt enige om, og det var opførelsen af et klubhus ved banerne på Egsmarken.

Klubhuset på Egsgyden opførtes
I november 1971 havde klubben møde med Faaborg Kommune, men der var endnu ingen afklaring. Klubben arbejdede på højtryk for at få klubhusbyggeriet godkendt af kommunen. Frede Juel Jensen beregnede prisen på klubhuset til cirka 315.000 kroner.

Der blev søgt om tilskud forskellige steder fra, og klubben kunne samtidig regne med en stor frivillig arbejdsstyrke. I maj 1972 blev tingene godkendt af kommunen på en tilfredsstillende måde, og klubhuset blev en realitet som en selvejende institution.

Til den første bestyrelse for den selvejende institution bliver følgende valgt: Flemming Sørensen, Flemming Jørgensen, Frede Juel Jensen og Johannes Knold, HFS. Fra skytteforeningen blev Erik Damgaard og Jørgen Pedersen valgt og fra støtteforeningen Arne Hansen. Som revisorer blev valgt advokat Poul Kampmann og lærer Peter Dauning.

I november påbegyndtes arbejdet. Ydermure og kælder blev lavet af håndværkere, og resten skulle laves af frivillig arbejdskraft. Selv tømmeret til klubhuset blev hentet hjem fra skoven og savet til af frivillige, og det kunne derfor erhverves for 3.000 kroner! I oktober 1975 oprandt endelig den store dag, hvor klubhuset stod færdigt og der blev holdt indvielse.

Hornehallen bliver en realitet
Nu havde fodbolden sit på det tørre, men både håndbold og badminton var inde i en god udvikling, så ønsket om en hal var meget stort. Skolens gymnastiksal slog ikke længere til, heller ikke i dagligdagen, da den efterhånden var for lille til de mange elever.

Løsningen på mere plads til indendørstræningen var derfor en hal ved skolen, der samtidig kunne bruges til skolens gymnastiktimer.

Der blev indledt et samarbejde mellem skolen, gymnastikforeningen og idrætsforeningen. Dette samarbejde udmøntede sig i Hornehallen. Thorvald Ingildsen blev formand i 1977, og det var ham og resten af bestyrelsen, der kom til at gøde jorden og udføre forhandlingerne med kommunen. Der blev samlet et haludvalg af personer fra HfS, Horne Gymnastikforening, skolen og andre interesserede personer i Horne, og "beskydningen" af kommunen tog fart. Hele befolkningen bakkede op omkring tankerne om en hal, og i december 1979 gav Faaborg Byråd en bevilling på godt to millioner kroner på den betingelse, at man selv skulle skaffe 180.000 kroner i kontante penge og desuden lave frivilligt arbejde for 120.000 kroner.
 
Horneboerne stod sammen. Man stillede et pengebarometer op ved forsamlingshuset, og på bare tre måneder sprængtes barometerets øverste beløb. Man havde fået indsamlet 225.000 kroner og samtidig fået lovning på en masse frivilligt arbejde. Det var en indsats som gav genlyd, og som viste et sammenhold mellem skolen, foreningerne og hele lokalbefolkningen. Nogle lokale beboere havde for at samle penge sammen lavet et arrangement på skolen. Der kom 1500 mennesker - det var næsten alle på Horne Land!

Nu kunne man komme i gang med byggeriet og første spadestik blev foretaget den 26. april 1980. Håndværkere og frivillige arbejdede imellem hinanden. Det gik fantastisk godt. Der var blevet lagt en tidsplan, der blev overholdt til punkt og prikke med det resultat, at indvielsen kunne holdes den 15. november 1980. Mange mennesker mødte op og deltog i den store fest, der blev afholdt om aftenen.

Klubhuset forbedres og udvides i 1996
Aktivitetsniveauet i fodboldafdelingen har været konstant stigende op gennem 80´erne og 90´erne. Det har slidt meget på klubhuset med alle aktiviteterne igennem årene, så det trængte til en kraftig renovering. Da der samtidig efterhånden var brug for mere plads, var en tilbygning påkrævet.

Der blev derfor i maj 1993 nedsat en projektgruppe, der havde til opgave at undersøge behovets størrelse samt muligheden for at få dette finansieret. Det største ønske var at få udvidet kantinen samt at få flere omklædningsrum. Der blev søgt om tilskud hos flere fonde og ført mange samtaler med kommune og amt.

Det blev vedtaget at udvide klubhuset, den selvejende institution Horne Idrætscenter fra 1973, med 100 kvm. Tilbygningen kom til at indeholde to omklædningsrum, to toiletter, ét stort mødelokale samt et teknikrum, hvor naturgassen er installeret.

Hele det "gamle" klubhus er blevet renoveret. Omklædningsrummene har fået nye fliser og brusere. Køkkenet er blevet større, og kantinen er blevet udvidet med en tredjedel, idet fyrrummet og mødelokalet er kommet ud i tilbygningen. Der er kommet ekstra isolering på loftet, og det gamle oliefyr er blevet skiftet ud med naturgas. Desuden er hele klubhuset blevet malet.

Projektet fik en enestående støtte, da både Tipsmidlerne og Lokale- & Anlægsfonden er kommet med et tilskud på henholdsvis 50.000 kroner og 250.000 kroner. Projektets pris lød på 700.000 kroner, og takket være det store tilskud på 300.000 kroner skulle der ikke lånes mere end 400.000 kroner. Hele dette projekt kunne dog ikke gøres for denne pris, hvis ikke der havde været så stor opbakning blandt folk i og omkring klubben. Det skønnes, at der er blevet lavet frivilligt arbejde for små 500.000 kroner, hvilket er helt enestående.

Faaborg Kommune har også været meget imødekommende overfor projektet, idet de har sagt OK for lokalerefusion til klubben i forbindelse med en huslejestigning. Endvidere er hele lånet til Horne Idrætscenter nu i Kommunekredit, hvor det ellers før var i Nykredit. Foreningens nettostigning i husleje udgør kun ca. 9.000 kroner. Bedre kan det ikke være - takket være det store tilskud samt den enestående opbakning blandt de 80-100 frivillige hjælpere.

Selve byggeriet, der startede den 10. november 1995, blev færdigt til at blive vist frem i forbindelse med klubbens jubilæum. Selv om klubben kun er 27 år, har medlemmerne ved flere lejligheder vist, at man står sammen - også uden for banen. Kun to år efter klubbens dåb blev Horne Idrætscenter bygget (1973). Syv år senere blev der igen kaldt til samling, da det var Hornehallen, der skulle opføres, og så nu med om- og tilbygningen af Horne Idrætscenter. Kom ikke og sig, at den frivillige ånd ikke findes i Horne forenede Sportsklubber!

Klublivet i HfS
Foreningens første 27 år har været rige på sportslige bedrifter. Fodboldafdelingen har altid haft mange aktive medlemmer, men navnlig i de sidste ti år er der sket meget. Ungdomsholdene kommer til stævner, landskampe og turneringer i ind- og udland.
De sidste ni år har fodboldafdelingen således deltaget i turneringer i udlandet. Turene er med til at styrke sammenholdet spillerne og lederne imellem. Ud over at der bliver spillet fodbold, er der på turene også afsat tid til at være turister. I Frankrig har klubben været på rundtur i Paris og aflagt Disneyland et besøg. I Holland var man på kanalrundfart i Amsterdam, og i Schweiz og Belgien var holdene på sightseeing i henholdsvis Zürich og Bruxelles.

Det er blevet til en del flotte resultater igennem årene. Kulminationen kom i påsken 1996, hvor klubben havde fire hold af sted. To hold var i Holland, og to hold var i Belgien. Drengeholdet var i Mechelen i Belgien og vandt en stærk besat international turnering: FAOW Cup (Friends All Over The World Cup). I en meget spændende finale mod et hollandsk hold vandt drengeholdet fra HfS med 3-2. Sejrsmålet gik i net seks minutter før kampens afslutning! Disse ture har uden tvivl stor betydning for klublivet i Horne forenede Sportsklubber.

I 1995 skrev klubben en femårig kontrakt med Falsled/Svanninge, der betyder, at de to klubber stiller fælles hold i adskillige ungdomsrækker.

I årene 1979-82 havde man ligeledes et samarbejde imellem klubberne, hvilket gik meget fint, og derfor forsøger man nu igen. Hvem véd, måske vil der i fremtiden komme mere ud af dette samarbejde!

Mange kampe huskes - især husker man lokalopgøret hjemme på "Egsfield Ground", fredag den 25. august 1989 mod Faaborg, hvor "de blå" fra Horne Land vandt kampen med 1-0, på et mål scoret af Benny Hansen i det 85. minut for øjnene af 400 tilskuere. Det var første kamp mellem de to klubbers 1. hold i 18 år, og samtidig den første sejr til HfS, holdene imellem.

Det blev fejret hele natten først i klubhuset siden hos målscoreren! På vejen hjem lørdag morgen købte spillerne avisen hos købmand Wikkelsø, hvor en hel side beskrev den spændende kamp. Den gamle hornebo Bjarne Becker havde fundet de store ord frem. Overskriften lød: "Faaborg kom fra asken til ilden i årtiers brandkamp". Indledningen lød således: "Der manglede kun Gunnar Nu - ellers var stemningen som i de glade landskampdage, hvor Danmark og Sverige tumlede sammen. Stedet var Horne Stadion, og vejret var, som Gunnar Nu kunne have beskrevet det: "Frisk vind og sol over Horne Land". Siden er det blevet til flere sejre over FB&IF.

Turene til venskabsklubben i Vanneberga har altid været genstand for megen snak, specielt blandt dem der ikke var med. Dette blev forstærket af, at der var dømt tavshedspligt fra deltagernes side, fra det tidspunkt hvor man tog af sted fra Horne. På trods af dette følger lidt historier fra turen til Vanneberga i 1973.

Turen foregik med offentlige transportmidler, så der var tale om en hel dagsrejse. Det var dog ikke noget problem, når bare provianteringen var i orden - og det var den. Da deltagerne selv skulle bære deres bagage, var der en vis logik i at få diverse beholdere tømt hurtigst muligt, og her blev DSB-bussens begrænsninger hurtigt afdækket - nemlig de manglende toiletfaciliteter. De sidste kilometer til Nyborg blev et sandt studie i diverse opvisninger af stepdans. Stor lettelse bredte sig, da bussen få minutter senere endelig nåede Nyborg Station. Resten af turen foregik med færge og tog, så problemer af ovennævnte art opstod heldigvis ikke mere.

Turen faldt sammen med indvielsen af en ny fodboldbane i Vanneberga. Det blev en indvielse med pomp og pragt. Hornespillerne kom blandt andet på en spadseretur rundt i det meste af Sydsverige, da de absolut skulle forbi den bonde, der på grund af uoverensstemmelser med klubben havde pløjet den gamle bane op. Vannebergaspillerne var meget vrede på denne bonde, men Hornespillerne kunne kun se det positive, for nu havde klubben fået en pragtfuld bane, med det bedste græs en seriespiller nogensinde havde oplevet. Det, at prøve at spille på dette græs, var hele turen værd.

Og spillet blev der. Premierekampen blev en stor oplevelse. Hornespillerne var på toppen og i stand til at drible "4 mand i en telefonboks". En svensk regnbyge af format sendte under kampen kaskader af vand ned over spillerne, men på trods af regnvejret vandt Horne.

Venskabsklubben havde sørget for privat indlogering, og Hornefolkene blev nøje instrueret i, hvor deres "hjem" var. Det kunne alligevel være ganske vanskeligt at finde hjem og ikke nemmere, når man kun havde de svenske vejskilte til hjælp. Det var ikke altid anbefalelsesværdigt at følge efter sin svenske vært, det oplevede en Hornespiller, der efter en kamp - lang tid efter- cyklede efter sin svenske vært. I begyndelsen gik det fornuftigt, men pludselig valgte svenskeren at cykle på tværs af rækkerne i en kartoffelmark. Dette klarede han på mirakuløs vis, men triumfen fik ende, da han som den næste forhindring ville cykle op ad et træ.

Hvad Hornespilleren gjorde, melder historien intet om, men begge nåede trods alt velbeholdne hjem. Det kan anbefales selv at tage med på en af disse ture, da det er ganske umuligt at fortælle en brøkdel af det, der sker, i løbet af de få dage turen til Vanneberga varer.

Håndboldafdelingen har igennem mange år været stor, dog er det gået lidt tilbage rent medlemsmæssigt de seneste år. Afdelingen har ellers i mange år haft stærke hold. Både klubbens 1. herre- og damehold har igennem årene gjort sig kraftigt bemærket i de fynske haller. Nu har herrerne dog overladt spaltepladsen i aviserne til damerne, da herrerne ikke har formået at bevare pladsen i de bedste rækker. Det ser ud til, at generationsskiftet på herreholdene kan betyde en tilbagevenden til de forreste rækker. Håbet ligger der forude!

Damerne er også begyndt at få nye kræfter på holdet, så det tegner spændende. Håndboldafdelingen har også for år tilbage haft et samarbejde med Falsled/Svanninge på ungdomsfronten, og det er igen på tale at få dette samarbejde genoptaget.

Udendørs håndbold er der ikke så meget af mere. For år tilbage blev det dyrket meget. Man spillede da både på banerne i Bøjden, Bjerne og Horne. Når der tales om udendørs håndbold, vil de fleste nok sende tankerne tilbage på de herlige "Håndboldolympiader", som HfS arrangerede før i tiden.

Formænd i HFS:
Flemming Sørensen

Alfred Krogh Andersen

Thorvald Ingildsen

Hans Arne Henriksen

Børge Nielsen

Leif Birkemose

Thorvald Ingildsen

Flemming Sørensen

Lars Elmerdahl                                                                                                                    

Michael Christoffersen                                                                                                              

Svend Erik Nielsen

 

Efterskrift

Støtteforening
Med tiden er penge blevet mere og mere vigtige for klubben. Dette er ikke usædvanligt for netop HfS, men gælder alle klubber der har mange aktiviteter. Støtteforeningen er derfor guld værd for klubben, da den lægger et meget stort arbejde i at arrangere spillegilder, sommerlandsfester, loppemarkeder m.m. Som noget nyt sørgede støtteforeningen sidste år for, at klubben fik en opgave på Midtfyns Festivalen.
Klubben lavede mad og serverede denne til alle de andre, der arbejdede på festivalen. Et stort arbejde men også et arbejde der gav overskud til klubben, der igen til sommer drager til Midtfyns Festivalen.

Sportens betydning i lokalsamfundet                                                 
Sporten er afhængig af de samfundsmæssige forhold såvel af økonomisk som af politisk og sociologisk karakter. Da de samfundsmæssige forhold, således som vi så det i Bøjden, da skolen lukkede, blev forandret, blev de sportslige/idrætslige strukturer også forandret.

Da Horne Skole i 1990 var truet af lukning, lød der et ramaskrig fra befolkningen, de ville ikke af med deres skole. Det ville også have haft meget store omkostninger - også for sporten. Det kan måske være lærerigt at forestille sig, hvad der ville være sket. Det bliver en hel gyser!

Hvis Horne Skole var blevet lukket, var Horne Hallen også blevet lukket. Hallens økonomi hviler i høj grad på Horne Skole, da skolen lejer hallen i dagtimerne til gymnastiksal. Hvis skolen var blevet lukket, ville børnene hurtigt få deres idrætsliv der, hvor de gik i skole, og der hvor de havde deres kammerater. Så også Horne Idrætscenter ville få svært ved at klare sig.

Horne Hallen er et sted, hvor der foregår mange ting. Den er ofte samlingssted for store dele af befolkningen. Hver aften spilles der håndbold, volleybold eller der dyrkes gymnastik. I vinterhalvåret spilles der i weekenden indendørsfodbold og afholdes diverse stævner. Ud over at danne ramme om mange af områdets sportslige aktiviteter er det et sted, hvor blandt andet forældre bruger kantinen, medens de venter på deres børn. På denne måde kommer forældrene i kontakt med hinanden.

På længere sigt kunne man forestille sig, at Horne- beboernes optimale helbredstilstand ville blive forringet. Den længere vej til sportsfaciliteterne ville for nogle betyde, at det simpelthen ikke ville blive til noget. For andre ville det være transporten, der satte en stopper for udøvelsen af sporten. Ikke alle har bil, og transporten ville blive både dyr og besværlig. På denne måde ville nogle sportstalenter gå tabt!

Det nære samarbejde med at få tingene til at fungere for eksempel når der afholdes stævner, hvem skal køre? Hvem skal vaske tøjet denne gang ? Netop disse små gode oplevelser, der følger med, og at tingene sker på tværs af sociale skel, på tværs af arbejdshierarkiet er meget betydningsfuldt.

Historierne og fortællingerne i dette jubilæumsskrift fortæller tydeligt, at vores lille lokalsamfunds borgere har været og stadig er i stand til at mødes på egne betingelser. Der udvikles nye fællesskaber, hvor vi kan mødes og virke med såvel hænder som hoved for et varmere og rigere liv. Vi betragter ikke vores idrætslige samvær som en institution men snarere som en proces, der stadig er i udvikling. Når man læser i de gamle klubprotokoller, kommer netop sammenholdet, kammeratskabet, hjælpsomheden og det nære så tydeligt til syne.

Horne forenede Sportsklubber har med sin historie bevist, at der findes andre ressourcer end penge!

Luk